Parterapi

Parterapi

I parterapi er der fokus på, at parterne kommer til at forstå sig selv og deres indbyrdes samspil bedre. Gennem parterapi kan man opdage de ofte ubevidste mønstre, der kan vanskeliggøre konstruktiv kommunikation og besværliggøre kærlighed og seksualitet.

Under samtalerne støtter jeg parterne i at lytte til hinanden, give hinanden plads og prøve at forstå og anerkende hinandens følelser og behov. Det er min opfattelse, at man dybest set ikke kan lave hinanden om, og at megen smerte i parforhold stammer fra en følelse af at være forkert. I parterapi kan man få hjælp til at være mere opmærksom på partnerens kvaliteter end på hans eller hendes fejl og mangler.

Parret kan få støtte til både at pleje deres fælles og individuelle liv.
I parterapi kan man udforske individuelle forestillinger og drømme om fremtiden, samt se nærmere på hvordan en fælles fremtid kunne se ud. Parterne vil i forløbet ofte blive bedt om at afprøve relevante øvelser hjemme.

Undertiden kan det desværre være kommet så vidt i et forhold, at det terapeutiske forløb handler om at få hjælp til at afklare, om man skal gå fra hinanden eller ej. Eller parterne kan allerede have besluttet, at de vil gå fra hinanden, men har brug for hjælp til at skilles på bedst mulig vis.